Mexicansk entreprenør jagter dansk samarbejde inden for vand og spildevand

Mexicanske Vinte, som den danske investeringsfond IFU har postet 20 mio. dollar i, skal over de kommende fem år bygge op mod 30.000 huse. Samarbejde med danske vand- og spildevandsselskaber skal sætte skub i den grønne dagsorden med fokus på innovative løsninger, fortæller Jakob Tvede fra IFU.
Foto: colourbox.com
Foto: colourbox.com

Det kan blive en grøn guldgrube for danske virksomheder at drage mod varmere himmelstrøg. I Mexico byder entreprenøren Vinte, hvis kerneforretning er at bygge bæredygtigt, i hvert fald samarbejdspartnere inden for vand- og spildevandshåndtering samt energieffektivisering velkommen med åbne arme.

Det fortæller Jakob Tvede, Investment Director for Investeringsfonden for Udviklingslande (IFU), der i vinter 2020 investerede 20 mio. dollar i den veletablerede mexicanske virksomhed for en ejerandel på knap 8 pct.

Over en femårig periode skal Vinte bygge op mod 30.000 huse, som er 20 pct. mere energieffektive end de huse, de har bygget hidtil som følge af kapitalforhøjelsen fra investeringsfonden. Og det er her, danske virksomheder kommer ind i billedet.

Med IFU som "strategisk spilfordeler" står Vinte nemlig over for en større inspirationstur til Danmark, som i sidste ende kan føre til et fremstød i dansk eksport, lyder det fra Jakob Tvede.

"Vi har indledt dialoger med en række danske selskaber, men det er stadig i opstartsfasen. Vi har et selskab, som bygger en anseelig mængde huse, der er sat på formel. Kommer man ind sådan et sted, så er der mulighed for at lave nogle leverancer samt gentage dem. Det ville jo være fantastisk at se danske selskaber blive en del af det her. Det er også det, som IFU er til for – at samle de helt rigtige mennesker rundt om bordet," siger han.

Vandudfordringer i Sydamerika

I første omgang er målet i 2025, som entreprenøren har opstillet i samarbejde med IFU, at bygge 600 huse med en CO2-besparelse på 384 ton samt at husene bliver EDGE-certificeret for Excellence in Design for Greater Efficiencies.

"Vores mandat er at investere i virksomheder, som gør en forskel inden for den grønne omstilling rundt om i verden. Og der er Vinte et godt eksempel på, hvordan private aktører kan drive den grønne omstilling i den del af verden. Vinte har vækstet over en periode på omkring 18 år og er blevet bedre til at bygge bæredygtige boliger, som nu er deres kerneforretning. Men de skal hæve barren for sig selv," siger han.

Hvorvidt det bliver til en online inspirationstur, eller om Vinte får mulighed for at rejse til det ganske danske land, er endnu uvist grundet corona – på den ene eller den anden måde tropper den mexicanske entreprenør langt fra tomhændet op.

Med sig under armen har Vinte en række udfordringer, som danske selskaber kan have teknologiske løsninger til. Herunder et enormt vandforbrug- samt spild.

"På den grønne dagsorden er vand et kæmpestort problem, hvor der er perioder med tørken, og der er meget vandspild – både i forhold til dårlig infrastruktur, men også befolkningens bevidsthed om vand som en ressource. Gennemsnitsvandforbruget per person i Mexico er betydeligt højere end i Danmark. Så har man også hele spildevandsproblematikken, og der er heller ikke rent vand i hanerne. Der er så mange basale udfordringer på vanddagsordenen," siger han og fortsætter:

"Så det handler om at gøre det rigtigt fra start af, og om hvordan man kan bruge integrerede løsninger, som starter i det små og herefter kan opskaleres. Det har Danmark været fremragende til med fjernvarmenettet."

En vigtig forudsætning er dog, at "den bedste teknologi" er inden for "rimelighedens grænser" – prisen skal stå mål med det segment, som Vinte bygger huse til, slår Jakob Tvede fast. Og det er lav- og middelindkomstfamilier, lyder det.

Vinder af P4G-pris

Fourden at have fået IFU som investor blev Vinte ligeledes hædret med State-of-the-Art-prisen af platformen P4G i vinter 2020. P4G fremhævede i den forbindelse, at Vintes arbejde med bæredygtige bygninger i Mexico i 2019 havde ledt til 3.900 EDGE-certificeringer med en samlet reduktion på 2400 ton CO2 samt et reduceret vandforbrug på knap 213.000 kubikmeter.

Det har siden ført til yderligere 1.100 certificeringer, hvoraf lidt over 330 har fået mærkatet advanced grundet en energibesparelse på 40 pct., fremgår det af entreprenørens regnskab for årets første kvartal. Her lander virksomheden en EBITDA på 125 mio. mexicanske peso, svarende til omkring 39 mio. kr., hvilket er 1,4 pct. lavere end året forinden.

Til gengæld slår entreprenøren omsætningsrekord i løbet af et kvartal med 782,9 mio. mexicanske peso, eller knap 245 mio. kr. Ifølge Vintes adm. direktør Sergio Leal Aquire viser det, at den mexicanske entreprenør har fat i den rette forretningsmodel, der er modstandsdygtig selv i en kompleks coronakrise.

"Vi fastholder vores stærke fokus på bæredygtighed og informationsteknologi i centrum for virksomhedsstrategi. Vi vil fortsætte med at udvikle en virksomhed, der ikke kun opnår omsætning og vækst, men også arbejder med samfundet om at tilbyde bæredygtige produkter, der har en positiv påvirkning på miljøet," skriver direktøren i en kommentar til regnskabet.

Resultaterne er særligt imponerende, hvis man tager den politiske situation i landet i betragtning, ifølge Jakob Tvede.

"Man kan håbe, at Vinte opnår en synlighed i P4G-regi og får skubbet ved den dagsorden. Det kan være enormt svært at arbejde med spildevandsrensning eller tilsvarende på lokalpolitisk plan i Mexico, hvor kommuner og myndigheder lokalt er meget svage og ikke har de samme muligheder for at drive den dagsorden," siger han.

Håbet er, at Vinte af den grund med hæderkroningen fra P4G i ryggen kan inspirere andre virksomheder til at satse mere på bæredygtighed i Mexico.

"Det er en cadeau til dem for at trække i den rigtige retning og være en virksomhed, som rykker en dagsorden og som er relevant langt ud over Mexicos grænser. Vi bruger Vinte som det gode eksempel med forhåbningen om, at andre boligudviklere i regionen kan blive inspireret."

Danmark indgår samarbejdsaftale om vandteknologi til amerikansk storby 

Ny DI-aftale giver danske virksomheder forlomme i millionrenovering af New York 

Cleantech-eksporten boomer – men på miljøområdet går det den forkerte vej

Statsministeren har talt med Sydkoreas præsident om grøn energi 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også