Hackere stjæler kryptovaluta for 600 millioner dollar

Platformen Poly Network er blevet udsat for et stort tyveri af kryptovaluta, som anslås til over 600 mio. dollar og dermed større end tyveriet mod en japansk kryptovalutabørs i 2018.
Bitcoin er en af flere kryptovalutaer. | Foto: Edgar Su/REUTERS / X90125
Bitcoin er en af flere kryptovalutaer. | Foto: Edgar Su/REUTERS / X90125
AF RITZAU

En stor platform for kryptovaluta anslås at have mistet værdier for over 600 millioner dollar. Det svarer til cirka 3,8 milliarder danske kroner - i et cyberangreb.

Angrebet anses for at være et af de største kryptotyverier nogensinde.

Platformen Poly Network bekræftede tirsdag på Twitter hackerangrebet.

Poly Network forsøger nu at komme i kontakt med de cyberkriminelle.

"Vi ønsker at kommunikere med jer og opfordrer jer til at give de hackede værdier tilbage," skriver Poly Network på Twitter.

"Myndigheder i ethvert land vil anse dette som en stor økonomisk forbrydelse, og I vil blive retsforfulgt."

Kryptohandelsmediet The Block har ifølge Reuters anslået den stjålne kryptovaluta til en værdi af over 600 millioner dollar.

Dermed vil tyveriet være på niveau med blandt andet et stort tyveri i 2018, hvor Coincheck - en japansk børs for handel med kryptovaluta - fik stjålet kryptovaluta for omkring 530 millioner dollar.

 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Læs også