Ørkenfortet på den tidligere B&W-grund på Christianshavn slår 1. september dørene op til det, der bliver den internationale hotelkoncern NH Hotel Groups første hotel i Danmark. Det skriver aktørerne bag det nye femstjernede hotel, NH Collection Copenhagen, i en pressemeddelelse.
Bygningen, der er ejet af ATP Ejendomme, kommer ud over hotelværelser samt event- og konferencefaciliteter bl.a. til at byde på restaurant på havnekanten. I forbindelse med projektet har ejendommen fået tilføjet en ny etage, der rummer værelser med panoramavinduer.
Ifølge Anders Duelund, der er direktør for det nye luksushotel, er beliggenheden "den bedste i København."
"NH Hotel Group har længe kigget mod København som et relevant marked på grund af den store efterspørgsel, og vores planlagte åbning til september passer godt med opstarten af turismen, byliv og sociale arrangementer efter genåbningen," siger Anders Duelund i meddelelsen.
Arkitema Architects og Henning Larsen Architects har fungeret som rådgivere på ombygningsprojektet.
Planen var helt frem til november 2019, at hotellet skulle drives under Hilton-brandet, men efter bruddet med samarbejdspartneren BC Hospitality Group (BCHG) og en ny budrunde, der inkluderede 15 danske såvel som internationale operatører, faldt valget på spanskejede NH Hotel Group.
ATP-direktør om nyt luksushotel i København: I 2021 er verden normaliseret
Hilton-hotel skrinlagt – ATP Ejendomme finder ny operatør i Spanien