Simcorp kører videre med den nuværende strategiplan

Selv om Simcorp skal have ny adm. direktør, kommer det ikke til at rokke ved strategien, siger den kommende mand i toplederstolen.
Christian Kromann er ny adm. direktør i Simcorp. | Foto: Simcorp /PR
Christian Kromann er ny adm. direktør i Simcorp. | Foto: Simcorp /PR
AF RITZAU FINANS

Simcorps kommende administrerende direktør Christian Kromann var med til at starte finanssoftwareselskabets seneste femårige strategiplan, og det er den, der køres videre med.

Det fortæller Christian Kromann, der er nuværende driftsdirektør (COO), men i starten af september overtager stillingen som administrerende direktør fra Klaus Holse.

"Den femårige strategiplan, vi er inde i nu, var jeg med til at starte sammen med Klaus og resten af ledelsesteamet. Det er selvfølgelig den, vi kører videre med," siger Christian Kromann, der pointerer, at han vil se, om han kan få ekstra fart på den strategi.

Den nuværende driftsdirektør forklarer, at markederne har reageret utrolig positivt på de signaler, selskabet sender ud med hensyn til softwareselskabets transformationsproces.

Transformationsprocessen betyder ifølge Christian Kromann, at Simcorp går fra at være en traditionel softwarekoncern til, at kunderne nu ønsker, at det danske selskab tager yderligere ansvar for drift af deres software samt i større grad nogle af deres forretningsfunktioner.

Det drejer sig ifølge den kommende topchef blandt andet om bogføring og andre ting, som kunderne ikke mener er visionskritiske.

"Det mener de, at vi har skala til at levere - både med en højere kvalitet og til en bedre økonomi," siger Kromann.

Simcorp sigter mod at automatisere alt det, selskabets software kan bruges til og i større grad levere det som en service. Dermed vil Simcorp bevæge sig væk fra ”bare” at levere et stykke software, fortæller Kromann.

Simcorp Gain er et eksempel på ny vej

Et eksempel på vejen væk fra ”bare” at levere et stykke software er Gain, som Simcorp købte for nogle år siden.

Simcorp Gain laver datacleansing, hvilket for eksempel kan være af markedspriser for en aktie. Dataene kan komme fra flere forskellige leverandører. Ifølge Kromann gælder det så om at finde afvigeren og vælge de andre.

Den gamle forretningsmodel går ud på at sælge softwaren til kunder, der selv har et team til at udføre datarengøringen.

Simcorp har imidlertid for omkring tre måneder siden selv opbygget et team, der laver en service, selskabet kalder data care, hvor det er slutproduktet, der bliver solgt.

"I stedet for at sælge softwaren, sælger vi nu Gain data. Vi får derved noget skala," forklarer Christian Kromann, der fortsætter:

"I stedet for at sælge et stykke software, der kan det. Så sælger du det produkt, der kommer ud af det."

Den type af service vil der ifølge den kommende topchef komme mere efterspørgsel efter.

Har aldrig lavet andet

Christian Kromann forklarer, at han ikke har lavet andet end finansiel software.

Simcorps nuværende driftschef og kommende topchef startede sin karriere i Unibank for at fortsætte i en længere periode i softwareleverandøren Sungard, hvor han var frem til 2016. Her skiftede han til den danske softwarevirksomhed Tia Technologies, som dengang var ejet af kapitalfonden EQT.

Den nuværende og den kommende topchef mødtes for seks-syv år siden til en kop kaffe, forklarer Christian Kromann.

"Vi fortsatte dialogen, og for to år siden passede det hele sammen til, at jeg kunne slutte mig til Simcorp," siger Christian Kromann.

Simcorp får ny topchef

Simcorps omsætning steg mere end ventet – indtjeningen halter

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også