
Greenmobility har fået tildelt et lån på 100 mio. kr. af Danmarks Grønne Investeringsfond.
Det skriver biludlejningsfirmaet i en pressemeddelelse tirsdag morgen.
Lånet skal ifølge Greenmobility støtte selskabets vækst særligt i Sverige og Finland. Det skal i første omgang finansiere den eksisterende flåde af biler og den planlagte udvidelse efterfølgende.
Derudover skal lånet bruges på nye køretøjer i nye byer i Sverige og Finland, skriver Greenmobility i pressemeddelelsen.
Danmarks Grønne Investeringsfond har stærkt fokus på at understøtte virksomheder, der forpligtiger sig til grøn omstilling.
Den første del af lånet, der lyder på 24,5 mio. kr., er allerede overført til Greenmobility.