For første gang i seks år er der ny Windows-opdatering

Tirsdag offentliggøres Microsofts nye Windows 11 opdatering. Tech-skribent kalder det kæmpe brugerfladeløft, men opfordrer til at tjekke flere ting, inden man installerer den nye version.
Foto: PR
Foto: PR
Ritzau

For første gang i seks år er Microsoft tirsdag kommet med ny stor opdatering af Windows styresystem, der anslås at ligge på 90 procent af verdens computere.

Windows 11 erstatter Windows 10, og ifølge tech-skribent Jens Hummelmose fra mediet Recordere.dk har det bedagede styresystem nu været igennem en grundig modernisering.

Ifølge Jens Hummelmose kan man forvente en langt bedre brugeroplevelse end tidligere. Fokus er på den moderne bruger, der er vant til at bruge tablets og smartphones.

"Det er et kæmpe brugerfladeløft, der gør Windows-oplevelsen meget mere behagelig og moderne," siger han.

En af de store ændringer ved den nye opdatering er ifølge Jens Hummelmose den måde, man fremover vil arbejde med startmenuen på.

"Før i tiden lå startmenuen nede i venstre side af Windows, nu har Microsoft taget konsekvensen af, at skærmene, vi bruger, bliver større og større. Derfor er hele startmenuen og proceslinjen flyttet ind til midten af skærmen," siger han.

Jens Hummelmose mener, at den nye opdatering kan deles op i to.

"For den professionelle bruger får man en meget mere behagelig og intuitiv brugeroplevelse. For gamere får man en meget hurtigere og mere Xbox-agtig oplevelse, der gør, at man vil føle, at man arbejder med sin spillekonsol," siger Jens Hummelmose.

Fremover kan man som bruger selv vælge, hvilke programmer der skal ligge i toppen af startmenuen. Tidligere var det kun muligt i proceslinjen nederst på skærmen.

Udrulningen af Windows 11 sker i forskellige trin, så det er ikke alle, der tirsdag kan få adgang til den nye version af styresystemet.

Men når det bliver muligt for alle at tilgå den nye version, skal man ifølge Jens Hummelmose være opmærksom på, om ens computer kan køre Windows 11.

"Selv nyere computere skal muligvis have en opdatering af hovedopsætning før man kan installere den. Og det er vigtigt, man tjekker om de programmer, man allerede har, kan køre på Windows 11. Man skal ikke installere opdateringen, hvis man er i tvivl," siger Jens Hummelmose.

 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også