Selskabet bag Facebook skifter navn til Meta efter kritik

Facebook har i længere tid været under beskydning fra amerikanske politikere. Nu skifter moderselskabet navn.
Foto: Carlos Jasso/REUTERS / X03028
Foto: Carlos Jasso/REUTERS / X03028
AF Ritzau

Facebooks moderselskab skifter navn og skal fremover hedde Meta.

Det oplyser direktør Mark Zuckerberg ved en præsentation torsdag. Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

I forrige uge gik der rygter om navneændringen, som altså nu er blevet bekræftet.

"Lige nu er vores brand så tæt knyttet til ét produkt, at det umuligt kan repræsentere alt det, vi laver i dag, endsige i fremtiden," sagde Zuckerberg ved den virtuelle præsentation.

Ifølge nyhedsbureauet AFP beholder tjenesterne Facebook, Instagram og WhatsApp deres navne.

Navneskiftet understreger det sociale medies ambition om at opbygge et "metavers".

Det er et flygtigt begreb, men kan beskrives som en slags parallel, virtuel verden i 3D. En form for onlineverden, hvor mennesker er til stede som digitale udgaver af dem selv.

Zuckerberg beskriver i et åbent brev, hvordan det vil være muligt at være til stede som et hologram på kontoret, til en koncert eller på familiebesøg.

"Dette vil åbne for flere muligheder, uanset hvor du bor. Du vil kunne bruge mere tid på de ting, der betyder noget for dig. Skære ned på tiden, du bruger i trafikken, og reducere dit CO2-aftryk," skriver Facebook-stifteren.

Nyheden om navneskiftet kommer på et tidspunkt, hvor den amerikanske regering har øget fokus på arbejdsgangene hos Facebook.

De beskyldes blandt andet for at drive ulovlig monopolvirksomhed. Selskabet bliver også beskyldt for at ignorere den stærkt negative effekt, som brug af Facebook og Instagram kan have på især unge piger og deres selvopfattelse.

Især en tidligere ansat har sat gang i debatten om Facebooks moral og måde at drive virksomhed på.

Forhenværende produktchef Frances Haugen gav tidligere på måneden Kongressen i USA indblik i Facebooks forretning.

Hun mener blandt andet, at Facebooks produkter skader børn og skaber splid og svækker demokratiet.

Frances Haugen gik i september til The Wall Street Journal med en intern rapport. Den tog hun med sig, inden hun stoppede hos Facebook i maj.

Avisen skrev flere kritiske artikler på den baggrund.

Facebook har ifølge Haugen forsøgt at holde den interne undersøgelse hemmelig. Det skulle ske for at undgå at blive ramt af nye regler og love fra politisk side.

Det er ikke første gang, at en af de store techgiganter tager navneændring.

Tilbage i 2015 meddelte Googles grundlægger, Larry Page, at hovedselskabet ville ændre navn til Alphabet.

Facebooks aktie vil også skifte såkaldt ticker fra 1. december til "MVRS" fra lige nu "FB".

 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også