ATP sælger Ørsted-hovedsæde i milliardhandel

Efter længere forsinkelse er det lykkedes at få solgt de over 80.000 kvm store hovedsæde. Koreansk-dansk korsortium køber.
Foto: ATP Ejendomme
Foto: ATP Ejendomme

Et investorkonsortium bestående af Pensam, koreanske AIP Asset Management og Artha Kapitalforvaltning har underskrevet bindende aftaler om at købe Ørsteds 84.500 kvm store hovedkontor i Gentofte fra ATP Ejendomme. Det fremgår af en pressemeddelelse, der ikke røber pris, men tidligere har 2,5 mia. kr. været nævnt i salgsprocessen, der har stået på siden foråret 2020.

Transaktionen forventes lukket i første kvartal 2022 efter godkendelse af de danske konkurrencemyndigheder.

“Vi er tilfredse med, at ejendommen har skabt et fornuftigt afkast for vores medlemmer over de sidste otte år. Jeg vil gerne takke Ørsted og investorkonsortiet sammen med deres investorer for en transparent og professionel proces. Vi er overbeviste om, at de nye ejere er de rigtige til at videreudvikle dette betydelige aktiv," udtaler André Scharf, investeringsdirektør i ATP Ejendomme, der dermed sælger sit arealmæssigt største aktiv.

Som omtalt af EjendomsWatch sidste år har salgsbestræbelserne stået på i månedsvis og blev tidligere i år betragtet som faldet på gulvet, da en endelig aftale trak ud.

"Ejendommen huser pt. 2600 Ørsted-ansatte og er blandt de største, hvis ikke den største, kontorbygning i Danmark. Hvidt Architects designede ejendommen, som består af 20 renoverede bygninger, der knyttes sammen af "Ramblaen", et 300 meter langt overdækket fællesareal. Samlet har ejendommen 56.528 kvm kontorareal og inkluderer derudover en stor kantine, konferencecenter og fitnesscenter," skriver parterne.

Torsten Fels, adm. direktør i Pensam, udtaler:

"Denne investering passer perfekt med vores strategi om at udvide vores ejendomsportefølje med højkvalitetsejendomme med den rette bæredygtighedsprofil, som sikrer et stabilt og attraktivt afkast for vores medlemmer. Sammen med vores partnere har vi købt én af de mest attraktive kontorejendomme i København med en lang tilbageværende uopsigelighedsperiode og samtidigt kommer vi til at arbejde med én af pionererne i den grønne økonomi i at energioptimere deres ejendom. Vi er også taknemmelige for, at ATP gav vores rådgivere den fornødne tid til at sammensætte investorkonsortiet, der nu gennemfører købet."

Fokus på København

Fra Danny Kim, adm. direktør i koreanske AIP, lyder det:

"Købet af Ørsted-ejendommen repræsenterer en stærk fortsættelse af vores strategi om at diversificere ind i Norden efter vores køb af Novo Nordisks-ejendommen i Søborg og købet af OP Banks hovedkontor i Helsinki i 2020. Vi er nu klart den ledende sydkoreanske investor i Norden. Vi har et stort fokus på København som investeringsområde af mange årsager inklusive det komparativt høje afkast, stærk likviditet og transparente forretningsmiljø. Fremadrettet vil vi fortsat fokusere på at købe ejendomme i Norden såvel som i andre udvalgte europæiske byer."

Også danske Artha Kapitalforvaltning er med i handlen. Adm. direktør Jan Sølbæk udtaler:

"Vi oplevede stor interesse fra vores kunder i denne investering og er glade for, at vi har sikret dem adgang til den. Vores investorer var blandt andet tiltrukket af lejerens stærke kreditkvalitet med den danske stat som majoritetsejer."

Ørsted byggede oprindeligeligt ejendommen, og den sidste fase blev færdiggjort i 2009. Ejendommen blev efterfølgende solgt i et sale-leaseback til ATP i 2013.

Milliardsalg hos ATP falder igennem efter maraton-proces med sydkoreanere

ATP millimeter fra at sælge Ørsted-hovedsæde efter lange forhandlinger

ATP pusler i kulissen med milliardhandel: Vil sælge Ørsted-hovedkvarter i Gentofte 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også