Over 600 danske boliger får ny ejer i handel til knap 2 mia. kr.

Den aarhusianske kapitalforvalter Formuepleje skiller sig af med hovedparten af sin ejendomsportefølje, når to Catella-fonde med bistand fra Thylander overtager boliger og erhvervslejemål.
Catella-fond købte tidligere i år denne boligejendom i Aarhus. Nu følger 11 andre danske ejendomme efter. | Foto: PR
Catella-fond købte tidligere i år denne boligejendom i Aarhus. Nu følger 11 andre danske ejendomme efter. | Foto: PR

Endnu en milliardhandel i ejendomsbranchen falder på plads kort før årsskiftet.

Det er den aarhusianske kapitalforvalter Formuepleje, der gennem flere fonde sælger i alt 11 ejendomme med 636 boliger til to ejendomsfonde, der forvaltes af tyske Catella Residential Investment Management (CRIM). Det oplyser Thylander Gruppen, der har varetaget transaktionen til små 2 mia. kr., i en pressemeddelelse.

Formuepleje sagde tilbage i november til Børsen, at man havde fået grønt lys fra sine investorer til at frasælge hovedparten af sin portefølje af ejendomme.

De solgte ejendomme på i alt 42.000 kvm er fordelt med fire på Sjælland og syv i Jylland, hvoraf hovedparten er beliggende i enten København eller Aarhus, fremgår det.

Udover ejendomme i København og Aarhus består porteføljen også af ejendomme i Tilst, Skødstrup, Højbjerg og Greve.

"I takt med at storbyerne bliver dyrere at bo i, vælger flere naturligt at bosætte sig udenfor bymidterne, hvorfor vi også forventer stabile og let stigende lejeniveauer i forstæderne i de kommende år," udtaler Henrik Køhn, direktør og partner i Thylander, i meddelelsen.

Stadig sulten

Det er CRIM's syvende handel på dansk grund, hvor den samlede transaktionsvolumen udgør 4,3 mia. kr. efter opkøb i bl.a. Aarhus, Københavns Sydhavn, Ballerup og Frederiksberg er handlet ind og omtalt af EjendomsWatch.

Opkøbet fra Formuepleje består af studieboliger, rækkehuse og lejligheder, men appetiten på yderligere investeringer i Danmark er intakt, lyder det fra Henrik Køhn:

"Handlen sætter et flot punktum for et meget aktivt år, der i høj grad illustrerer CRIM's investeringskapacitet i Danmark. Vi er utroligt beærede over at være deres betroede partner gennem 10 år."

Rådgiverfeltet bestod desuden af Accura, CBRE og KHR. Fra sælgersiden var Colliers og DLA Piper engageret.

Formuepleje vil investere 10 gange så meget i ejendomme

Schweizisk fond gennemfører vækstplaner med dansk opkøb til over en halv mia. kr. 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også