Watch Medier

Svinepest i Italien udløser laveste danske svinepriser i 12 år: "Markedet gik nærmest i stå"

Danske producenter af slagtesvin kan se frem til en lavere afregning, og prisen er nu på det laveste niveau i 12 år. Danish Crowns topchef kalder situationen efter et udbrud af svinepest i Italien "paradoksal og nærmest vanvittig".

”Det er paradoksalt, ja nærmest vanvittigt, at prisen på grisekød kan være så lav, når alle andre råvarer er dyrere end længe," siger Jais Valeur om den aktuelle situation. | Foto: Brian Karmark/ERH

Tirsdagens nyhed om et udbrud af afrikansk svinepest i Italien får nu omgående konsekvenser for de danske svineproducenter.

Danish Crown sænker således sin notering for slagtesvin med 30 øre i den kommende uge, så betalingen til andelshaverne bliver 8,1 kr. pr. kilo - den laveste afregning siden 2010.

Det skyldes ikke mindst svinepest-tilfældet i Piemonte.

"Selv om det var kendt på forhånd, så gik markedet nærmest i stå, da fundet blev bekræftet. Vores sælgeres oplevelse var, at stort set al snak om ordrer til de kommende uger og måneder stoppede. I stedet er fokus nu fra dag til dag og uge til uge, fordi alle aktører nu afventer hvor meget priserne på grisekød sætter sig på tværs af Europa," siger Jais Valeur, topchef i Danish Crown, i ugens markedsberetning.

Han fremhæver, at der er meget psykologi i det pres, der er på markedet i øjeblikket.

Faldet er den første regulering i noteringen siden uge 42 i 2021 og det laveste prisniveau i 12 år.

Italien importerer ifølge Danish Crown omkring en million ton svinekød årligt, mens landet har en eksport ud af Europa på omkring 125.000 ton årligt.

Trods det påvirker det altså markedet, hvilket ifølge den danske slagterikoncern kan forklares med, at Italiens eksport til lande uden for EU af tørrede skinker og pølsespecialiteter repræsenterer en meget stor værdi. Netop den eksport er aktuelt lukket helt og aldeles.

Danish Crown forventer, at markedet vil vende inden sommeren.

"Det er paradoksalt, ja nærmest vanvittigt, at prisen på grisekød kan være så lav, når alle andre råvarer er dyrere end længe. Det kan dog meget vel stimulere efterspørgslen hos forbrugerne, og samtidig er det analytikernes forventning, at produktion af grisekød vil falde i Europa i de kommende måneder, men det er en ringe trøst lige nu," siger Jais Valeur.


Mere fra Watch Medier

Læs også

Seneste nyt fra alle vores medier

Jobs fra alle vores medier

Se flere jobs

Se flere jobs

Watch job

Se flere jobs

Se flere jobs