Pressede ægproducenter: Sæt prisen op eller vi må lukke

Foderpriserne er steget så eksplosivt, at danske ægproducenter ikke længere kan opnå overskud på deres produktion. Regningen må videre til forbrugerne, lyder en appel fra producenternes formand til indkøberne i de store butikskæder.
Foto: Casper Dalhoff/INDBLIK
Foto: Casper Dalhoff/INDBLIK

Prisen på foder til æglæggende høns er de seneste år steget med 20-30 procent, og ægproducenternes økonomi hænger ikke længere sammen.

Derfor kommer formanden for ægsektionen i organisationen Landbrug & Fødevarer (L&F) nu med en direkte bøn til landets butikker og supermarkedskæder:

”Vi vil gerne lave en appel til indkøberne i de store varehuse. De er nødt til at hæve priserne på æggene. Ellers er vi her simpelthen ikke på den lange bane,” konstaterer Jens Skovgaard-Jensen, ægproducent og formand for ægsektionen i L&F.

”Vores foderblandinger er steget med 25-30 procent, og el stiger også helt enormt. Som det er lige nu, er det simpelthen ikke muligt at lave sorte tal på bundlinjen.”

Tal fra ægsektionen på foder viser, at fuldfoderblandinger til høns, der i 2015 lå i indeks 100, i 2020 var steget til indeks 148. Ifølge interesseorganisationen er udviklingen fortsat med store stigninger i såvel 2021 og 2022.

Jens Skovgaard-Jensen lægger ikke skjul på alvoren, hvis ikke betalingen per æg bliver bedre.

”Flere har tværtimod oplevet en noteringsnedgang her i starten af 2022. Vi er pressede. Flere banker begynder at tale om, at producenterne måske ikke skal sætte nye høns ind, når de skal skifte ud næste gang,” siger han og tilføjer:

”Vi bliver nødt til at få holde en tro på det. Hvis først landmanden har staldene tomme og fundet andet arbejde, så er jeg bange for, om han nogensinde kommer tilbage i produktion igen.”

”Vi er i dag stort set selvforsynende med æg i Danmark, men butikkerne er nødt til at betale mere. Det næste der sker er ellers, at vi skal købe udenlandske æg, der ikke er lige så gode som de danske.”

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også