Modegigant genanvender 130 ton tekstiler

Et samarbejde mellem genanvendelsesfirmaet Cyclo og tøjkoncernen Bestseller har mindsket mængden af tekstilaffald ved at genanvende 130 ton tekstiler, der bliver til nyt tøj.
Bestseller-butik i Aarhus. | Foto: Joachim Ladefoged/ERH
Bestseller-butik i Aarhus. | Foto: Joachim Ladefoged/ERH

En tøjkollektion lavet af tekstilrester har det seneste år været på hylderne hos flere af modekoncernen Bestsellers brands.

I et samarbejde med Bangladesh-baserede Cyclo, som specialiserer sig i at genanvende bomuldsrester fra overskud i tøjproduktionen, har Bestseller skabt en kollektion med fokus på at minimere tekstilaffald.

Det fremgår af en pressemeddelelse fra tøjgiganten.

”Tanken bag projektet er, at vi gerne vil udforske, hvordan vi kan beholde vores bomuldsrester i Bangladesh og opsætte et cirkulært system dernede. På den måde sikrer vi os, at det gavner både økonomisk og miljømæssigt,” siger Alexander Granberg, der er projekt manager hos Bestseller, i pressemeddelelsen.

Og det viser sig nu, at koncernen er lykkedes med at genanvende 130 ton tekstilaffald fra egen produktion, hvilket svarer til rester fra produktionen af cirka 3,5 millioner t-shirts.

Tekstilresterne kan nu blive til omtrent 900.000 nye t-shirts i kombination med det mere bæredygtige viskosemateriale Lenzing™ Ecovero™.

Bestsellers samarbejde med Cyclo, der ligger i Bangladesh, foregår sideløbende med den danske virksomheds engagement i Global Fashion Agenda’s Circular Fashion Partnerships sammen med flere andre store modehuse.

Her er fokus at forbinde brands, producenter og virksomheder, som faciliterer tøjproduktion lavet af genbrugsmaterialer. Samarbejdet gør det muligt at samle produktionsrester fra tøjbrands produktioner og lave det om til garn og stof, der kan bruges til at skabe nye tøjkollektioner.

”Grunden til, at projektet er blevet en realitet – og generelt en succes – skyldes, at så mange brands er gået sammen om det. Det her partnerskab giver os mulighed for at forbedre den traditionelle måde at håndtere tekstilrester i Bangladesh,” siger Alexander Granberg.


Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også