Det er gode tider at sælge computere i – bare ikke for Lenovo og HP

Selv om salgstallet for computere på globalt plan er faldet lidt, er priserne samtidig steget pr. computer. Men de to traditionelt største pc-producenter klarer sig skidt.
Kinesiske Lenovo er en af verdens største pc-producenter. | Foto: Mark Schiefelbein/AP/Ritzau Scanpix
Kinesiske Lenovo er en af verdens største pc-producenter. | Foto: Mark Schiefelbein/AP/Ritzau Scanpix
af JESPER KILDEBOGAARD

Da coronapandemien skyllede ind over hele verden, blev der shoppet computere i massevis. Vi brugte mere tid hjemme og indrettede hjemmekontorer og spillede mere computer.

Med mere normale tilstande nu er det gået lidt ud over salget af computere, som samlet er faldet med 3 pct. i første kvartal af 2022 i forhold til for et år siden målt på antal computere. Men priserne er til gengæld steget – faktisk så meget, at omsætningen steg med 15 pct.

Det viser en opgørelse fra analysefirmaet Canalys, som peger på hjemmearbejde som en af grundene til det stadigt solide salg af computere. Kontorfolket verden rundt har fået smag for at arbejde mere hjemme, så nu bliver der indrettet efter, at vi både skal have en god kontorplads derhjemme og på kontoret.

Kigger man mere detaljeret på salget, er der til gengæld dårligt nyt for Lenovo og HP. Det to selskaber – fra henholdsvis Kina og USA – har traditionelt ligget i toppen med Lenovo som kongen mange år i træk. De indtager stadig første- og andenpladsen, men salget af deres computere er dykket. Imens har Dell, Apple og især Asus haft gode vækstrater, og Dell nærmer sig derfor HP’s andenplads.

Samlet blev der solgt 80,1 mio. computere for omkring 70 mia. dollar i årets første kvartal, har Canalys gjort op.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også