
Den Europæiske Centralbank, ECB, har lettet kapitalkravene til banker med henvisning til ekstraordinære omstændigheder på grund af coronakrisen. Det skriver ECB i en meddelelse.
Fremover vil bankerne under ECB's tilsyn kunne fraregne eksponeringer over for centralbanker - det vil sige mønter, pengesedler og indeståender - når de udregner deres såkaldte "leverage ratio", der er bankens egentlige kernekapital sat i forhold til balancen.
Lempelsen vil øge bankernes samlede "leverage ratio" på 5,36 pct. med omkring 0,3 pct.point, skriver ECB.
I dansk kontekst er Nordea underlagt ECB's tilsyn.
"Det frigiver noget kapital, som man kan låne ud, hvis der er efterspørgsel efter det. Det er så spørgsmålet, om det er tilfældet lige nu. Men det er en frihedsgrad, som bankerne får, der er lidt større end tidligere," siger Anders Haulund Vollesen, analytiker i Jyske Bank, til Ritzau Finans.