
Regeringen vil "spænde det store sikkerhedsnet" ud under arbejdspladserne i Nordjylland, siger erhvervsminister Simon Kollerup på pressemødet torsdag aften i Statsministeriet.
Regeringen vil i forbindelse med den særlige coronanedlukning af syv nordjyske kommuner åbne hjælpepakkerne for alle nordjyske virksomheder, der oplever en nedgang i omsætningen:
"Regeringen vil invitere arbejdsmarkedets parter til at lave en lønkompensation, der skal gælde lokalt i Nordjylland. Vi ser også på, om vi kan hjælpe minkavlere og følgeerhverv med at omstille sig, så vi ikke mister vigtige arbejdspladser," siger Simon Kollerup.
Den økonomiske hjælp til erhvervslivet i Nordjylland vil fredag blive forhandlet af Folketingets partier, fremgår det.
Regeringen vil desuden efterfølgende diskutere mulighederne for at omstille arbejdspladser på længere sigt for så vidt muligt at undgå tab af arbejdspladser i Nordjylland, siger Simon Kollerup.