Danske Banks direktør stopper efter hollandsk hvidvask-mistanke - ny topchef udpeget

Danske Banks topchef, Chris Vogelzang, stopper og afløses af Carsten Egeriis, der i forvejen sidder i bankens direktion. Vogelzangs afgang skyldes en hollandsk hvidvasksag fra banken ABN Amro, hvor han er en af de mistænkte.
Chris Vogelzang er fortid i Danske Bank. En hvidvasksag fra hans tid i ABN Amro gør udslaget. | Foto: Ólafur Steinar Rye Gestsson//
Chris Vogelzang er fortid i Danske Bank. En hvidvasksag fra hans tid i ABN Amro gør udslaget. | Foto: Ólafur Steinar Rye Gestsson//

Danske Banks topchef Chris Vogelzang stopper, fordi han er mistænkt i en hollandsk sag om hvidvask.

Det oplyser banken i en børsmeddelelse mandag.

De hollandske myndigheder har udpeget ham som en af flere mistænkte i forbindelse med deres undersøgelse af potentielle overtrædelser af hollandsk lovgivning ved forebyggelse af hvidvask i ABN Amro, oplyser banken om Chris Vogelzang.

Ny adm. direktør er bankens hidtidige risikodirektør, Carsten Egeriis.

Selv fortæller Chris Vogelzang, at det er særdeles uventet, og at han er overrasket over de hollandske myndigheders beslutning.

"Jeg forlod ABN Amro for mere end fire år siden og er tryg ved, at jeg varetog mit ledelsesmæssige ansvar med integritet og dedikation. Min status som mistænkt er ikke ensbetydende med, at jeg vil blive tiltalt, udtaler han og fortsætter:

"Men i lyset af den særlige situation Danske Bank befinder sig i, og den intense granskning, som banken er under, særligt når det gælder bekæmpelse af hvidvask som følge af den endnu ikke afsluttede Estland-sag, ønsker jeg ikke, at spekulationer om min person skal stå i vejen for Danske Banks fortsatte udvikling,"

Chris Vogelzang finder derfor, at det eneste rigtige er at fratræde.

"Jeg er meget ked af at forlade Danske Bank, som er en fantastisk virksomhed med virkelig kompetente medarbejdere, og det har været en stor ære for mig at lede den," siger Chris Vogelzang.

Hos bestyrelsen er formand Karsten Dybvad ked af at skulle sige farvel til topchefen.

"Han har været helt afgørende i forhold til at igangsætte den omfattende omstilling, Danske Bank er i færd med, og for de fremskridt og resultater, som allerede er skabt. Vi forstår og respekterer hans beslutning og takker ham for hans store indsats," siger Karsten Dybvad i meddelelsen.

Han fremhæver dog, at Carsten Egeriis, der hidtil har været risikodirektør, som en stærk og kompetent afløser.

"Han har mere end 20 års erfaring fra den finansielle sektor, og bestyrelsen er ikke i tvivl om, at han er den rette person til at stå i spidsen for at videreføre den omstilling, der allerede er godt i gang,” siger formand Karsten Dybvad i meddelelsen.

Carsten Egeriis har overtaget topchefposten i Danske Bank. | Foto: Stine Bidstrup/ERH
Carsten Egeriis har overtaget topchefposten i Danske Bank. | Foto: Stine Bidstrup/ERH

I samme ombæring lyder det, at hollandske Gerrit Zalm udtræder af bestyrelsen. Han har tidligere været topchef i ABN Amro.

Overtog i kølvandet på hvidvaskkrisen

Chris Vogelzang kom til Danske Bank i sommeren 2019, og han har altså haft knap to år i stolen. Han afløste Jesper Nielsen, der havde vikarieret for Thomas Borgen.

Borgen måtte selv gå af i kølvandet på, at Berlingske havde afdækket omfattende hvidvask i Danske Banks estiske filial.

Vogelzang kom til banken med et mål om at kigge fremad og sikre fremtidens Danske Bank. Det skulle ske med den såkaldte 2023-plan, der på en lang række områder skulle forbedre driften.

Det være sig blandt andet et mål om en mere effektiv omkostningsstruktur, ligesom der også skal leveres en højere egenkapitalforrentning, samtidig skal medarbejdernes engagement højnes.

Banken har haft en række større fyringsrunder. Derudover er der blevet foretaget væsentlige udskiftninger i ledelseslaget, hvor banken har gjort sig bemærket ved at hente udenlandske profiler til Danske Bank. Undervejs har det udløst spørgsmål om, hvorvidt en for stor del af ledelsen mangler dansk erfaring.

Læs mere her:

Formand om ansættelse af Vogelzang: Vi gjorde alt så godt som vi overhovedet kunne 

ABN Amro indgår forlig om hvidvask på 480 mio. euro

Analytiker: Danske Bank har ikke plads til at tage chancer med hvidvask-mistanker 

Storaktionær: Chris Vogelzang har bidraget stort til Danske Banks omstilling 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også