Internationalt perspektiv får Danske Banks erfarne krisekommunikatør til at skifte job, land og bolig

København bliver skiftet ud med Amsterdam, når Danske Banks nuværende kommunikations- og marketingsdirektør, Kim Larsen, til november tiltræder et nyt job i storbanken ING.
kommunikations- og marketingsdirektør i Danske Bank, Kim Larsen, har landet et nyt job i Holland. | Foto: PR
kommunikations- og marketingsdirektør i Danske Bank, Kim Larsen, har landet et nyt job i Holland. | Foto: PR

Snart forhenværende kommunikations- og marketingsdirektør i Danske Bank Kim Larsen vidste med egne ord "ikke meget om bank", da han i maj 2013 troppede op på sin første arbejdsdag i landets største af slagsen.

Men det er han kommet til. Og til november hopper han videre fra en af Nordens største banker til en af verdens største finanskoncerner. Det er hollandske ING, der har kontorer i 40 lande, 57.000 ansatte og hovedkontor i Amsterdam. Her skal han være Global Head of Communications and Brand Experience.

Et job, han ikke kunne lade gå sin næse forbi, da muligheden bød sig.

Nu har jeg været her i over otte år, så selv om det er et fantastisk sted og et meget meningsfyldt arbejde, så kunne jeg simpelthen ikke lade denne mulighed gå forbi," siger Kim Larsen.

Større ansvar

I sit nuværende job, har Kim Larsen et ledelsesansvar for ca. 220 mennesker. I ING bliver ledelsesansvaret unægteligt udvidet, men Kim Larsen afviser, at det har noget at gøre med beslutningen.

"Jeg er ikke optaget af det. Jobbet giver mig mulighed for at prøve kræfter med noget, der er lige så spændende som Danske Bank bare endnu mere internationalt," siger han.

Kim Larsen er 47 år og oprindeligt uddannet journalist, men har det meste af sin karriere arbejdet med kommunikation. Først hos konsulenthusene Geelmuyden Kiese og Burson-Marsteller inden han landede hos Danske Bank i maj 2013.

"Det har været nogle intensive, spændende og lærerige år. Og også intense. Jeg har lært vanvittigt meget. Også om mig selv og om ledelse,” siger Kim Larsen

Blandt andet har han fået et meget bedre og mere konkret erfaring med den store samfundsmæssige betydning, finanssektoren har. 

"Jeg tager først og fremmest den enorme glæde, det er at arbejde sammen med så mange dygtige mennesker med så mange kompetencer med mig. Danske Bank er så propfyldt med kompetence, så man godt kan blive imponeret på daglig basis," siger kommunikations- og marketingdirektøren.

Fem direktører

I de otte år Kim Larsen har været ansat i Danske Bank, har det ikke skortet med møgsager. Altoverskyggende er selvfølgelig bankens estiske hvidvasksag, der endte med at koste daværende topchef Thomas Borgen jobbet. Derefter fulgte salget af investeringsprodukter med forventet tab, og i 2020 var der så sagen om fejlagtige opkrævninger i bankens inkassoafdeling.

Kim Larsen siger ikke nej, når FinansWatch peger på, at han må være en af landets mest erfarne kommunikationsdirektører ud i krisehåndtering. Alligevel afviser han pure, at det er de blå mærker fra møgsager, han tager med sig videre.

"De sager har selvfølgelig fyldt en del – og jo ikke mindst i kommunikationsafdelingen, men der er en diskrepans mellem det, folk tror, fylder alt i Danske Bank, og det, der rigtigt fylder for os. Der er en opfattelse af banken uden for banken, som selvfølgelig er spektakulær, men nedenunder det så driver og udvikler vi en ret succesfuld bank. Det er jo det, vi er allermest optaget af.”

Konkret nævner han læring inden for, hvordan samspillet mellem finanssektoren, politik og den offentlige mening fungerer. Desuden har tilegnet sig en del ledelseserfaring.

Desuden ved han en del om at vænne sig til nye chefer. Hele fem adm. direktører er strømmet gennem Dansk Bank siden 2013. Den første var Eivind Kolding, der blev fyret et par måneder efter Kim Larsen tiltrædelse. Eivind Kolding blev afløst af Thomas Borgen, som i september 2018 måtte forlade banken pga. den estiske hvidvaskskandale. Derefter var Jesper Nielsen ansat som midlertidig direktør indtil posten gik til hollandske Chris Vogelzang. I april i år stoppede Vogelzand som følge af en sigtelse i en hvidvasksag på hans tidligere arbejdsplads ABN AMRO. Siden da har Carsten Egeriis beklædt posten.

"Det har været et meget stort privilegium at arbejde med så mange dygtige og kompetente mennesker, også på CEO-posten," siger Kim Larsen.

Efterlader ikke tomrum

Hos Danske Banks nuværende direktør, Carsten Egeriis, var der ærgrelse at spore over afskeden.

"Det var han ked af. Han har, ligesom mig, sat pris på samarbejdet, men forstår også godt, at jeg har lyst til at arbejde internationalt, og at jeg har lyst til at prøve noget nyt."

Selv om de senere år har budt på en del farveller blandt topcheferne i Danske Bank, mener han ikke, at banken efterlades med tomrum, når han til november har første arbejdsdag i ING:

"Banken består altså af over 20.000 ansatte, så man skal passe på med at overvurdere et enkelt menneskes farvel," siger Kim Larsen, der skal bruge de næste måneder på at få sagt farvel og overdraget de opgaver, der ligger på hans bord.

"Jeg har en ekstremt kompetent ledergruppe, så jeg overdrager fint og fornuftigt til dem."

Jobskiftet indebærer også et farvel til København, hvor Kim Larsen har boet de sidste 25 år.

"Min partner bor i Stockholm, så jeg er vant til at pendle. Jeg kan godt lide at røre på mig og kender kun Amsterdam som turist, så det bliver spændende at skulle finde sig til rette."

Læs mere her:

Kommunikationsdirektør i Danske Bank takker af - lander topjob i Holland

Danske Bank har stærkest brand blandt storbanker 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også