Norwegian vil sælge nye aktier og af med fly for at overleve

Norwegian, der kæmper for at undgå en konkurs, vil forsøge at skaffe op mod 2,8 milliarder kroner i en ny aktieemission. Flyselskabet lægger også op til at reducere antallet af fly.
Flyselskabet er i øjeblikket under konkursbeskyttelse efter irske regler. | Foto: Finn Frandsen
Flyselskabet er i øjeblikket under konkursbeskyttelse efter irske regler. | Foto: Finn Frandsen
AF RITZAU FINANS OG HELLA ANDERSEN

Det norske flyselskab Norwegian, der også har et omfattende rutenet fra danske lufthavne, vil forsøge at rejse op mod 2,8 milliarder kroner gennem en aktieemission.

Det oplyser Norwegian i en meddelelse om en ny genopretningsplan. Det stærkt pressede flyselskab har søgt kreditorbeskyttelse i Irland, hvor flyaktiverne er registreret.

Den nye aktieudstedelsen skal hjælpe Norwegian til at få styr på økonomien, så det undgår at gå konkurs, som der lige nu er risiko for.

Ud over forslaget om at rejse penge gennem aktiesalg foreslår bestyrelsen også at justere aktiviteterne til et niveau, der er profitabelt.

Det vil primært ske ved at reducere antallet af fly, som selskabet råder over.

Bestyrelsens forventning er, at justeringen vil kunne forbedre finanserne på en måde, der vil kunne tiltrække nye investorer og aktionærer - herunder mulig støtte fra den norske stat.

I forvejen har den norske stat hjulpet Norwegian i løbet af coronakrisen, der har voldt voldsomme problemer for flyselskabet.

Ekstraordinær generalforsamling

Norwegian har indkaldt til ekstraordinær generalforsamling 17. december, hvor der skal tages stilling til selskabets forslag om blandt andet aktieemissionen.

"Vores plan indeholder forslag til en sammensat pakke rettet mod långivere, andre kreditorer og interessenter, samt eksisterende og potentielt nye aktionærer, som vil kunne medføre en holdbar løsning," siger finansdirektør i Norwegian Geir Karlsen i en meddelelse.

Bestyrelsen foreslår en plan med tiltag som sikrer nuværende og fremtidige rejsende, og som slutteligt vil gøre det muligt selskabet at afslutte den nuværende irske kreditorbeskyttelse, skriver Norwegian i meddelelsen.

Flyselskabet vil tilpasse flyflåden og rekonstruere selskabet således, at det får en balance, som er "fokuseret og stærk nok til at tiltrække nye investorer" og eventuelt sikre norsk statsstøtte.

Konverterer 100 aktier til en aktie

Inden aktieemissionen vil Norwegian gennemføre et omvendt aktiesplit, hvor 100 aktier konverteres til en, samtidig med at den nominelle værdi af aktierne reduceres fra 10 norske kroner til 0,01 norsk krone.

Tegningskursen på den foreslåede emission skal ifølge forslaget være mellem 5 og 40 norske kroner efter aktiesplittet.

Det foreslåes også, at hele eller dele af seniorgælden, leasing- og flyfinansieringsforpligtelser samt andre forpligtelser konverteres til aktier.

Læs mere her:

Norwegian reorganiserer datterselskaber

Norwegian-aktien dykker skarpt efter irsk konkursbeskyttelse

Norwegian taber millioner - iagttager ser stor konkursrisiko

Norwegian får nej til krisehjælp fra den norske stat

Norwegian har mistet 96 procent af passagererne

SAS og Norwegian kan få brug for nye redningspakker 

 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også