Carlsberg erstattes af Unibet på FCK-spillernes trøjer

Der kommer fremover til at stå Unibet i stedet for Carlsberg på forsiden af FCK-spillernes trøjer. Samarbejdet mellem bryggeriet og fodboldklubbens ejer, Parken, hører ikke op, men ifølge Parkens direktør vil Carlsberg fremover vil fokusere mere på fanoplevelsen.
Her ses Carlsberg-logoet på Viktor Fischers udebanetrøje under kampen mellem AC Horsens og FCK 7. februar. | Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
Her ses Carlsberg-logoet på Viktor Fischers udebanetrøje under kampen mellem AC Horsens og FCK 7. februar. | Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
af ritzau finans

Fra sommeren 2021 er det bettingselskabet Unibet, der kommer til at pryde spillernes bryst i fodboldklubben F.C. København.

Unibet overtager pladsen efter Carlsberg, der har været trøjesponsor siden 1999.

"Det er en stor glæde for os, at det netop er Unibet, der gennem så mange år har støttet og været loyale over for FCK, som vi nu får på brystet," siger Lars Bo Jeppesen, der er administrerende direktør i Parken Sport & Entertainment, som ejer fodboldklubben.

"Det understreger deres store engagement i klubben," lyder det.

F.C København indledte sit samarbejde med Unibet tilbage i 2012, og bettingselskabet har siden været tribunepartner.

Unibet lyder ligeledes optimistisk oven på offentliggørelsen af dets rolle som trøjesponsor.

"Vi har haft en rigtig god dialog med klubben og med Carlsberg gennem forløbet, og vi ønsker at fortsætte dialogen med både dem og klubbens fans fremover, så vi sammen kan løfte F.C. København og Parken til nye højder," udtaler general manager hos Unibet Kim Olesen.

Carlsberg vil fokusere på fans

Udskiftningen af trøjesponsor betyder ikke, at det mangeårige samarbejde mellem fodboldklubben og Carlsberg stopper.

Ifølge meldingen fra FCK gav Carlsberg for halvandet år siden udtryk for, at bryggerikoncernen gerne ville fokusere mere på fanoplevelsen og mindre på eksponeringen.

"Helt konkret er vi allerede i gang med at udvikle vores første større fælles projekt, hvor vi i efteråret er klar til at byde velkommen i F.C. Københavns kommende 'Fan Village'," siger Lars Bo Jeppesen om det fortsatte samarbejde.

"Vi er slet ikke færdige med at skrive vores fælles historie, og vi er glade for at hjælpe med at sikre, at en anden langvarig og loyal partner som Unibet kommer på trøjen," tilføjer han.

Carlsberg og DBU forlænger sponsoraftale om herrelandsholdet i fodbold 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også