Advokatundersøgelse fastslår: Børsen manipulerede med salgstal for at opnå mere coronastøtte

Erhvervsavisen Børsen fik uberettiget for meget i kompensation for tabt annonceomsætning. Advokatundersøgelse fastslår, at der blev manipuleret med salgstallene i annonceafdelingen for at opnå en højere kompensation. Kommerciel direktør stopper, og tre ansatte er afskediget.
Foto: Finn Frandsen/Politiken/Ritzau Scanpix
Foto: Finn Frandsen/Politiken/Ritzau Scanpix

Der blev manipuleret med salgstallene i Børsens annonceafdeling for at opnå en højere kompensation fra staten for tabt annoncesalg. Det fastslår den advokatundersøgelse, som Børsen iværksatte for fire uger siden efter et tip fra en whistleblower, oplyser avisen i en pressemeddelelse.

"Advokatundersøgelsen bekræfter desværre de oplysninger, som jeg for nogle uger siden blev gjort bekendt med via en whistleblower. Det er meget alvorligt og på ingen måde i overensstemmelse med Børsens værdier. Børsen skal ikke modtage en krone mere i kompensation, end vi er berettiget til. Jeg vil gerne undskylde sagen over for læsere, myndigheder og det øvrige samfund," siger Bjarne Corydon, adm. direktør og ansvarshavende chefredaktør for Børsen i meddelelsen.

Bjarne Corydon modtog 11. april 2021 en henvendelse fra en whistleblower, der pegede Børsens øverste ledelse i retning af en række emails med indhold, der kunne indikere en intern praksis i annonceafdelingen rettet mod at optimere niveauet for corona-kompensation. Henvendelsen førte til, at Børsen med det samme igangsatte en ekstern advokatundersøgelse, hvor en række medarbejdere har været udspurgt, og et meget betydeligt antal e-mails og øvrige dokumenter er gennemgået.

Undersøgelsen konkluderer, at der er fjernet annonceordrer for i alt 158.319 kr. ud af støtteperioden i 2020 uden "rimelig begrundelse". Til gengæld viser en efterkontrol af annonceordrerne, at Børsens annonceindtægter har været overvurderet med 94.767 kr. i samme periode.

Med en kompensationsgrad på 80 pct. fastslår mediet, at der er modtaget 50.842 kr. i støtte på et forkert grundlag. De penge bliver nu tilbagebetalt, siger Bjarne Corydon.

"Jeg vil gerne slå fast, at vi ikke kan sætte to streger under noget beløb i denne sag, før vi har været i dialog med myndighederne. Jeg har derfor i dag taget kontakt til Slots- og Kulturstyrelsen med henblik på at kunne give Styrelsen en redegørelse for undersøgelsen og dens konklusioner," siger Bjarne Corydon.

Forholdet har ført til afskedigelsen af tre medarbejdere i annonceafdelingen. Også Børsens kommercielle direktør, Frederik Gundorph Olesen, er opsagt, fremgår det.

"Undersøgelsen giver ikke anledning til at konkludere, at han har foranlediget eller været bevidst om de begåede fejl. Som ansvarlig for den kommercielle afdeling på Børsen har det det dog været hans ansvar proaktivt at sikre, at sådanne fejl ikke kunne finde sted," skriver Børsen i meddelelsen.

Tip fra whistleblower

Bjarne Corydon modtog 11. april 2021 en henvendelse fra en whistleblower, der pegede på, at der var foregået snyd med salgstallene i annonceafdelingen for at optimere niveauet for corona-kompensation.

Kompensationsordningen er skruet sammen, så tab på mellem 30-50 pct. af annoncesalget blev kompenseret med 60 pct., mens tab over 50 pct. berettigede til  80 pct. i kompensation.

Det fremgår ikke af meddelelsen, om det beløb, der er manipuleret med, har ført til, at Børsens annoncetab blev over 50 pct.

Børsen vil nu undersøge internt om de interne kontrol- og oplæringsprocesser er gode nok, skriver huset.

Det fremgår ikke, hvorvidt en politianmeldelse er på tale af forholdet.

Regeringens coronapakker har sendt milliarder ud i samfundet det seneste år - men straffen for snyd er samtidig skærpet med særlovgivning, der kan medføre sanktioner, der er op til fire gange hårdere, end straffeloven ellers giver mulighed for.

Læs mere her:

Slots- og Kulturstyrelsen politianmelder Børsen for mulig coronasvindel

Styrelse: Børsen-sag kan føre til yderligere kontrol af corona-ordning 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også