
På en generalforsamling i næste uge lægger bestyrelsen i Bella Center-ejerselskabet BCHG Holding op til at nedskrive aktiekapitalen til nul og fjerne de nuværende aktionærers ret til at tegne nye aktier som led i en redningsaktion, hvor der rykker en helt ny ejerkreds ind.
Hvis forslaget bliver gennemført – der kræves to tredjedeles flertal – sidder aktionæren Michael Kaa Andersen og de øvrige mindre aktionærer tilbage med værdiløse Bella-aktier uden at kunne tegne nye aktier, skriver Berlingske.
"Solstra bruger en ufin model med regnskabsmanipulation til at slippe af med os mindretalsaktionærer for at give plads til nye ejere," lyder anklagen fra Michael Kaa Andersen mod den nuværende hovedaktionær, kapitalfonden Solstra, hvis aktier dog også bliver værdiløse.
Solstras bankforbindelse, Nordea, står til gengæld til at blive en af de nye store aktionærer i BCHG Holding sammen med den statslige Vækstfonden og tre erhvervsfolk. Ifølge Solstras regnskab har kapitalfonden pantsat alle sine BCHG-aktier i Nordea, påpeger Michael Kaa Andersen.
Læs mere her:
Privat investorkreds vil overtage presset Bella Center og tre store hoteller