Russisk aktieindeks faldt på dag to med begrænset handel

Efter det russiske aktiemarked var steget på den første dag efter genåbningen i reduceret version, blev det på andendagen til et fald i Moex-indekset. Værst gik det ud over energiselskabet Gazproms aktie, der faldt 12 pct. oven på nyheden om, at USA vil levere store mængder flydende gas til Europa.
Moskva-børsen er genåbnet i begrænset omfang. | Foto: NATALIA KOLESNIKOVA/AFP / AFP
Moskva-børsen er genåbnet i begrænset omfang. | Foto: NATALIA KOLESNIKOVA/AFP / AFP
af marketwire

Fredag vendte stemningen på det russiske aktiemarked, og det russiske aktieindeks Moex faldt 3,7 pct. på andendagen, efter at der igen er blevet delvis åbnet for aktiehandel i Rusland.

Torsdag sluttede indekset på den første handelsdag i knap en måned med et plus på 4,4 pct.

Det var blandt andet gaskoncernen Gazprom, der førte an med fald fredag, da selskabets aktie mistede 12 pct. på aktiekursen.

Faldet kom, efter at USA og EU er blevet enige om en aftale, at EU’s afhængighed af russisk gas skal delvist erstattes med flydende amerikansk gas, LNG.

Der er dog fortsat kun tale om et meget begrænset billede af det russiske aktiemarked, da kun 33 ud af de 50 aktier i indekset kan handles.

Aktiehandelen har været lukket siden 25. februar - dagen efter det russiske angreb på Ukraine.

”I går var hovedtemaet søgning efter taktisk køb. I dag ser vi noget salg plus mere aktivitet fra folk, der blev på sidelinjen i går,” siger Dmitry Polevoy, analytiker hos Locko-Invester, til Bloomberg News og påpeger, at det vil tage tid, før prisfastsættelsen på aktierne har indfundet sig i en tid med sanktioner mod Rusland.

Inden torsdag var Moex-indekset faldet med mere end 35 pct. i år. På Ukraine-krigens første dag faldt indekset med godt 33 pct. - det største fald nogensinde for indekset og det femtestørste fald blandt alle verdens aktiemarkeder nogensinde ifølge Bloomberg News.

Ud over et begrænset aktieudvalg har den russiske centralbank forbudt shortselling, og indtil videre er det ikke tilladt for udlændinge at handle russiske aktier.

Ifølge Reuters vil udenlandske investorer igen være indbudt til handel fra den 1. april.

Russisk aktiemarked steg 4,4 procent på første handelsdag

Rusland suspenderer al aktiehandel


Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også