Carlsberg giver efter og forlader Rusland

Få timer efter, at Heineken offentliggjorde planer om sin russiske exit, gør Carlsberg det samme og vil frasælge alle sine russiske aktiviteter. (Opdateret.)
Cees 't Hart, adm. direktør i Carlsberg. | Foto: Liv Møller Kastrup/ERH
Cees 't Hart, adm. direktør i Carlsberg. | Foto: Liv Møller Kastrup/ERH
af Jørgen Rudbeck

Tre uger efter beslutningen om at stoppe salget af Carlsberg-brandede øl i Rusland går bryggerikoncernen skridtet videre og sætter sine otte russiske bryggerier til salg for at komme ud af Rusland.

I en børsmeddelelse oplyser koncernen, at det er blevet besluttet, at man vil forsøge at sælge sine russiske aktiviteter, som sidste år genererede en omsætning på 6,5 mia. kr. og leverede et driftsresultat på 682 mio. kr.

”Som følge af denne beslutning vil vores forretning i Rusland ikke længere indgå i koncernens omsætning og driftsresultat. Fra et regnskabsmæssigt perspektiv vil virksomheden blive behandlet som et aktiv bestemt for salg, indtil afhændelsen er gennemført,” skriver Carlsberg.

Det fremgår ikke, hvor stor en nedskrivning, som Carlsberg regner med at tage på et kommende frasalg, men det melder koncernen ud ved en senere lejlighed, hedder det.

”Vi beklager dybt konsekvenserne af denne beslutning for vores 8400 ansatte i Rusland. Frem til afslutningen på denne proces vil vi opretholde det nyligt annoncerede reducerede niveau af operationer for at opretholde levebrødet for medarbejderne og deres familier,” skriver Carlsberg videre.

Følger efter Heineken

Carlsberg-koncernen sidder på omkring en tredjedel af ølmarkedet i Rusland, ikke mindst i kraft af den lokale Baltika-øl. Salget i Rusland og Ukraine udgør ni procent af bryggeriets samlede omsætning.

Meldingen fra Valby Bakke-bryggeriet kommer efter, at Heineken mandag morgen meddelte, at man ikke længere ville have forretning i Rusland og derfor iværksætter salget af otte bryggerier - ligesom Carlsberg nu gør.

Samlet regner Heineken med, at nedlukningen vil betyde nedskrivninger for omkring 400 mio. euro, svarende til knap 3 mia. kr. i det kommende årsregnskab. De 1800 russiske ansatte i Heineken får løn resten af 2022.

På det russiske marked er verdens største bryggerikoncern AB Inbev gennem sit samarbejde med tyrkiske Efes blandt de største på det russiske marked. Endnu holder koncernen fast i sine aktiviteter i Rusland.

Carlsberg får opbakning fra pensionskasser til russisk frasalg 

Heineken trækker sig fra Rusland

Ambassadør opfordrer Carlsberg og Ecco til at forlade Rusland helt

Efter en måneds krig: Uanset hvad Carlsberg gør, har bryggeriet tabt

Tidligere Carlsberg-direktør opfordrer til Rusland-exit

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også