
Det Europæiske Lægemiddelagentur (EMA), der godkender vacciner i EU, har været udsat for et hackerangreb. Det oplyser EMA i en pressemeddelelse.
EMA kan på nuværende tidspunkt ikke sige yderligere om angrebet. Agenturet skriver, at det er i dialog med diverse myndigheder om angrebet.
Det er dermed uvist, om hackerangrebet får betydning for tidsplanen for at evaluere de coronavacciner, der er længst fremme i udviklingen.
EMA har tidligere varslet, at det 29. december vil komme med sin vurdering af vaccinen fra medicinalselskaberne Pfizer og Biontech.
Samtidig vil det 12. januar vurdere vaccinen fra medicinalselskabet Moderna.
Under coronaudbruddet har EMA været medvirkende til, at en coronavaccine kan komme på markedet langt hurtigere end normalt.
Normalt tager det ti år at udvikle og få godkendt vacciner. Men med covid-19 ventes det kun at tage et-to år.
Det skyldes blandt andet, at vaccinekandidaterne bliver vurderet løbende, i takt med at data fra forsøgsstudier er klar. Det sker normalt først, når alt er færdigtestet.
Samtidig er der kastet store summer ind i udviklingen, som flere hundrede selskaber på verdensplan har kastet sig ind i.
Hvis vaccinen bliver godkendt efter tidsplanen, kan de første danskere bliver vaccineret i januar.
Læs mere her:
Storbritannien godkender Pfizer-vaccine og vaccinerer fra næste uge Moderna lover mindst 100 millioner doser i første kvartal Pfizer og Biontech søger om EU-godkendelse af coronavaccine Næste coronavaccine meldt klar til ansøgning om godkendelse Pfizer vil i dag søge om nødgodkendelse af coronavaccine i USA