Krav om 250 kvm til hver butikskunde - Magasin åbner ikke

De nye arealkrav til store butikker er op mod 25 gange så store som ved genåbningen i foråret 2020. Det har fået blandt andet Magasin til at opgive at genåbne stormagasinerne. Salling-varehusene holder også lukket, mens Bauhus forsøger at åbne.
Magasins og Sallings stormagasiner forbliver lukkede. | Foto: Aleksander Klug/Ritzau Scanpix
Magasins og Sallings stormagasiner forbliver lukkede. | Foto: Aleksander Klug/Ritzau Scanpix
AF ritzau og hella Andersen

Store butikker over 5000 kvadratmeter må også genåbne i næste uge. Men særligt for dem bliver der krav om, at kunderne skal bestille tid, og at der skal sikres langt mere plads mellem kunderne end i de mindre butikker. Der skal således være 250 kvadratmeter per kunde, hvis butikken er over 5000 kvadratmeter.

Det viser anbefalingerne til butikkerne på virksomhedsguiden.dk, som Erhvervsstyrelsen står bag.

For Magasin du Nord med syv stormagasiner rundt om i Danmark betyder det, at varehuset på Kongens Nytorv i København maksimalt må lukke 128 kunder ind på samme tid. Det kan ledelsen ikke arbejde med.

"Det kan vi jo ikke åbne efter. Intentionen i den politiske aftale er nok ikke, at sådanne som os i det hele taget skal genåbnes nu, og det understreger dette arealkrav jo," siger Peter Fabricius, økonomidirektør i Magasin du Nord, til Finans.

For Salling Group betyder genåbningen også blot genåbning af 20 BR-legetøjsbutikker, mens to Salling-stormagasinerog de BR-butikker, som ligger i storcentre, forbliver lukkede, fremgår det af en pressemeddelelse. Salling Groups supermarkeder har hele tiden kunnet holde åbent.

For udvalgsvarebutikker under 2000 kvadratmeter er kravet nu 10 kvadratmeter per kunde. For butikker mellem 2000-4999 kvadratmeter er kravet 20 kvadratmeter.

Det skærpede krav for de største butikker over 5000 kvm kan blandt andet ramme store møbelforretninger, elektronikbutikker og byggemarkeder hårdt.

Og blandt de sidste føler Bauhaus sig ramt af de nye regler. Byggemarkedskæden vil ifølge Finans prøve, om det kan lade sig gøre at holde åbent under de nye regler.

"Vi vil forsøge, om vi kan få det til at fungere på et eller andet niveau, fordi kunderne skal ikke straffes for, at regeringen træffer nogle ulogiske beslutninger," siger Mads Jørgensen, der står i spidsen for 18 Bauhaus-varehuse.

Han kalder det "stærkt konkurrenceforvridende", at et Bauhaus på 15.000 kvm ikke må lukke flere kunder ind end en Jem & Fix-butik på 1.200 kvm.

Skævvridning

Arealkravene betyder for eksempel, at en butik på 5000 kvadratmeter maksimalt må have 20 kunder på én gang, mens en butik på 4000 kvadratmeter kan have 200 kunder.

Hos erhvervsorganisationen Dansk Industri mener branchedirektør Sidsel Dyrholm Holst, at arealkravet er for skrapt.

"Det er et rigtig, rigtig højt krav, og vi håber, at det kun bliver gældende i en meget kort periode. Der er tale om store butikker med meget plads, og vi mener, at det er muligt at holde de sundhedsfaglige anbefalinger om afstand, selv hvis kravet er noget mindre. For eksempel 100 kvadratmeter per kunde," siger Sidsel Dyrholm Holst

"Det kan dog stadig give mening for nogle butikker at åbne, men for store butikker, som er afhængige af et stort flow af kunder for at få det til at løbe rundt, giver det meget begrænset mening at åbne, hvis man kun må have så relativt få kunder ad gangen."

Sammenlignet med genåbningen i foråret 2020 er der tale om langt skrappere retningslinjer for de store butikker.

Dengang skulle butikker mellem 5000-9999 kvadratmeter have 10 kvadratmeter per kunde, mens der for butikker over 10.000 kvadratmeter skulle være 20 kvadratmeter per kunde.

Der er tale om anbefalinger, som mangler at blive skrevet ind i en bekendtgørelse, før de er gældende.

Læs mere her:

Genåbning byder på butiksåbninger i hele landet

Fordobling af onlinesalget giver vokseværk hos Matas 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også