Tivoli genåbner - men med kortere dage og test

Med negativ coronatest og forhåndsreservation i hånden kan besøgende igen fra 27. marts hoppe på forlystelser i Tivoli. Åbningstiden bliver foreløbig fra kl. 11 til 20.
Restriktionerne blev så omfattende, at Tivoli lukkede 9. december. Der åbnes igen 27. marts - men også med restriktioner. | Foto: Per Lange/Ekstra Bladet
Restriktionerne blev så omfattende, at Tivoli lukkede 9. december. Der åbnes igen 27. marts - men også med restriktioner. | Foto: Per Lange/Ekstra Bladet
af ritzau

Danmarks største turistmagnet, Tivoli, åbner igen 27. marts. Det bliver i første omgang i et begrænset tidsrum, at man kan besøge forlystelseshaven midt i København.

I påskeperioden fra den 27. marts til og med den 5. april vil parken være åben fra klokken 11 til klokken 20, oplyser forlystelsesparken i en pressemeddelelse.

"Vi har vurderet, at indtægtsgrundlaget er størst fra klokken 11-20, fordi vores restauranter i første omgang er undtaget for genåbningen. Der må kun serveres to-go," siger Tivolis direktør, Susanne Mørch Koch.

Efter påske vil man resten af april kun kunne komme på besøg i weekenderne - fra fredag til søndag.

"I al fald indtil landet åbner mere op," siger Susanne Mørch Koch.

Som gæst skal man på forhånd reservere en tid til besøget, så Tivoli kan holde styr på, at der ikke kommer til at være for lange køer ved indgangen. Det gælder i første omgang i påsken.

"Det er vigtigt for os at åbne op for et trygt Tivoli. Både for gæster og medarbejdere. Det tryggeste, vi kan gøre, er at sikre, at der er plads til mange i Tivoli, bare vi ikke skal derind alle sammen på samme dag og tidspunkt.

Skruer muligvis op for åbningstider

Tivoli håber, at der kommer en genåbningsudsigt, der efter påske gør det nemmere at lukke folk ind til en spontan tur.

Men indtil videre kan reservationerne ud over sikkerheden også være et praj om, hvor meget folk hungrer efter at komme en tur i Tivoli.

"Vi kan sagtens finde på at skrue op for flere åbningsdage og mere åbningstid, hvis der er gæsteefterspørgsel på det. Vi vil hellere end gerne have det Tivoli tilbage, som vi allesammen kender," siger direktøren.

Regeringen har besluttet, at gæster skal have en negativ coronatest, før de kan få adgang til udendørs forlystelsesparker.

Tivoli kommer til at lave en testfacilitet ved Tivoli i samarbejde med Falck, så det bliver nemmere for gæsterne, oplyser direktør Susanne Mørch Korch.

Forlystelsesparken har endnu ikke offentliggjort regnskab for det coronaramte 2020. Selskabet er børsnoteret med de gamle tobakspengetanke Skandinavisk Holding og Chr. Augustinus Fabrikker som hovedaktionærer.

Læs mere her:

Tivoli giver op: Restriktioner er en de facto nedlukning

E-sportsholdet Astralis åbner butik i Tivoli 

 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også