Avler og udstyrsproducent: Minkproduktion i Danmark kommer ikke igen

Der er ikke nogen fremtid for dansk minkproduktion. Det mener Jens Jørgen Madsen, der er avler og ejer af en af verdens største udstyrsproducenter til branchen. Han fortæller, at der er givet grønt lys til, at avlere uden for aflivningszonerne må pelse.
Foto: PR-foto Hedensted Gruppen
Foto: PR-foto Hedensted Gruppen

Jens Jørgen Madsen har været en af dansk minkproduktions mest markante skikkelser de seneste årtier som både avler og ejer af udstyrsproducenten Hedensted Gruppen.

Han er i chok over, at regeringen onsdag har besluttet, at alle danske mink skal aflives.

"Det ville klæde regeringen at sige, at minkproduktion i Danmark ikke kommer igen. Det er de facto en permanent nedlukning," siger Jens Jørgen Madsen, der aktuelt har 35.000 mink på sin farm og ejer Hedensted Gruppen med sin hustru og to børn.

"Det svarer til, at man bliver smidt ud af sit hus og ikke må få at vide, hvornår man kan flytte ind igen. Sådan kan man ikke behandle mennesker. Politikerne kan lige så godt sige det, som det er. Det er ekspropriation. De må lave en ordentlig erstatning, købe os ud, og så må vi komme videre," tilføjer han.

Jens Jørgen Madsen mener ikke, at det vil give mening for danske avlere at genoptage produktionen om nogle år ved at købe avlsdyr uden for landets grænser.

"Det, vi kan i Danmark, er at lave et minkskind, der er 30 pct. mere værd end de nærmeste omkringliggende lande, fordi vi har en højere sundhedsstatus og ikke har ret mange virussygdomme. Hvis vi skal begynde forfra og tage de virussygdomme ind og arbejde med dem, og så får vi ikke de 30 pct. mere, der skal til for at dække omkostningerne," siger Jens Jørgen Madsen.

Bakker du op om regeringens beslutning?

"Det er svært at have en holdning til."

Vild situation

Han fortæller, at Kopenhagen Fur på en videokonference har orienteret minkavlerne om, at de, der ikke har dyr i aflivningszoner, har fået grønt lys til at pelse.

"Det er da altid noget."

Skal det ske i et bestemt tempo?

"En lille farm skal aflives på fem dage og en stor ti dage," fortæller Jens Jørgen Madsen.

De seneste år har været hårde økonomiske for minkbranchen, og det gælder også for følgeindustrien, som Hedensted Gruppen er en del af.

Hedensted Gruppen er den største danske udstyrsleverandør til minkbranchen, og her har krisen sat et stort aftryk de seneste år. AgriWatch har tidligere berettet, at selskabet er gået fra 2500 kunder til under 1000 i Danmark, mens over 60 pct. af medarbejderne er blevet afskediget.

Jens Jørgen Madsen lægger da heller ikke skjul på, at virksomheden er afhængig af økonomisk støtte i kølvandet på beslutningen om aflivning af alle mink.

"Vi har i Hedensted Gruppen varer på lager for 50 mio. kr., og vi har kørt et udviklingsprojekt igennem for 30 mio. kr. med blandt andet en selvkørende foderrobot. Derudover har vi maskiner for 10-20 mio. kr. stående, så vi har 100 mio. kr., der kan ryge lige op i den blå luft."

Er der nogen fremtid for Hedensted Gruppen? 

"Det bliver nok begrænset. Det kommer an på, om andre lande følger med. Det ved vi ikke endnu."

Hvordan er det at stå i den nuværende situation efter så mange år i branchen?

"Det er sindssygt. Alle de mennesker, der har fulgt os gennem så mange år. Det er vildt."

Læs mere her:

Forsker anslår minkregning til 10 milliarder

Restaurantliv lukkes i Nordjylland - borgere skal holde sig i egen kommune 

Muteret virus fra danske mink kan true covid 19-vaccine - nu skal de alle aflives

Erhvervsminister lover fuld kompensation til minkavlere 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også